Utzon Center søger formidler og underviser

Kan du få børn og voksne til at åbne øjnene?

Se dig omkring. Du er omgivet af arkitektur. Det former dit liv og din hverdag.

Men mange af os tænker måske ikke over det i hverdagen. Derfor får du en helt fantastisk opgave hos os på Utzon Center: Du skal få børn og voksne til at åbne øjnene for en verden af arkitektur.

Her tænker du sikkert 'Whauw!'. Og det kan vi godt forstå. Så læs videre.

Hvad skal jeg lave?

Du kommer til at formidle og undervise vores gæster og besøgende om arkitektur. Og du får lov til at bruge al din viden, engagement og nysgerrighed.

Du skal bruge det en tirsdag morgen, hvor du mødes med en skoleklasse for at fortælle om, hvordan Jørn Utzon lavede tagkonstruktionen på Operahuset i Sydney. (Et hint - du skal bruge appelsiner).

Eller det kan være en eftermiddag, hvor du skal give en omvisning i vores aktuelle udstilling til en virksomhed, der er på firmaudflugt.

Så det kan godt være, at du får sved på panden, men det giver god energi at møde så mange og så forskellige mennesker og gæster, som du kommer til at være sammen med i vores hus.

Så hvad bliver mine arbejdsopgaver, spørger du? Jo, du får lov til at:

  • afholde undervisningsforløb, workshops og omvisninger
  • formidle og fortælle børn om arkitektur- og designprocesser
  • lave omvisninger i vores aktuelle og skiftende udstillinger
  • koordinering af events og workshops
  • nørde ud på Jørn Utzon og bruge ham som en indgang til arkitekturen

Hvad vil I høre om mig?

Du er måske uddannet arkitekt. Eller du har erfaring med kulturformidling eller undervisning.

Måske har du også erfaring fra folkeskolen med matematik, naturfag, håndværk og design. Dét er nogle fag, som vi virkelig kan bruge i vores undervisning om arkitektur.

I din ansøgning vil vi gerne læse, hvordan du har arbejdet med at vidergive din viden om design og arkitektur til børn og voksne, og hvordan du gør dem interesserede i stoffet.

Vi vil læse om dit engagement. Og hvordan du evner at inspirere og skabe forståelse hos selv de mindste, og hvordan du formår i en legende og undersøgende proces at føre alle godt og sikkert igennem en anderledes undervisning.

Vi vil gerne læse om undervisning, der måske har en teknisk karakter, og hvor du har brugt digitale redskaber.

Vi vil også gerne læse om projekter, som du har gennemført, og hvordan du arbejder på et hold.

Og så skal vi egentlig ikke læse så meget om dine gode engelsk-kundskaber, at du bruger Office-pakken, måske kender lidt til Adobe InDesign og den slags, men ving det lige af i CV'et.

Husk også at vedhæfte relevante bilag og CV.

Fortæl mig det med småt

Til at begynde med er det en stilling på 15 timer per uge. På sigt er der mulighed for mere, for når vi finder den rigtige, vil vi gerne holde fast i dig.

Til at begynde med er det en projektansættelse, der løber i et år.

Ansættelse senest fra 1. december. Men eventuelt tidligere efter aftale.

Send din ansøgning via knappen "Ansøg" her på siden.

Giv mig en dato for ansøgningsfrist

Den får du her: Det er søndag d. 23. oktober kl. 23.59.

Hvis du har spørgsmål, så skal du kontakte Leg- og Læringschef Matilde Marling Kiib på mobil 5172 7110. Matilde vil gøre alt, hvad hun kan, for at svare dig inden to arbejdsdage.

Hvem er I?

Jørn Utzon er berømt for Operahuset i Sydney. Bygningen er det 20. århundredes svar på de egyptiske pyramider. Og Jørn er en af vor tids største og mest indflydelsesrige arkitekter.

Utzon Center er den sidste bygning, som Jørn gjorde færdig før sin død i 2008. Vi har skiftende udstillinger, hvor alle kan føle, røre og sanse arkitektur.

Vi er et internationalt hus med gæster og besøgende fra hele verden, der kommer for at se vores udstillinger og Jørns fantastiske bygning.

På Utzon Center formidler vi arkitektur i vores mange forløb til børnehaver, skoler og institutioner. Vi laver workshops, foredrag, podcasts og så meget andet.

Vi har Restaurant JØRN, der har bronzemærket i økologi, og hvor vores kreative kokke bruger de bedste råvarer til at give gæsterne en oplevelse.

Så du får kolleger med vidt forskellige baggrunde. Når vi mødes hver onsdag til morgenmad, så sidder der arkitekter, kokke, oplevelsesdesignere, journalister, DJØFere, tjenere og sikkert også praktikanter og andre omkring bordet. Vi er forskellige. Men vi er alle super stolte af det, vi laver, og vores fagligheder. Vi hjælper hinanden på kryds og tværs. Og vi er her for at gøre verden klogere på arkitektur.