Videnskonsulent
Vi søger en videnskonsulent, som vil indsamle og formidle viden om unges engagement i samfundet og på Ungdomsøen. Du skal have blik for nye ungebevægelser, engagement, effektmåling og formidling, som kan gøre vores faglige fundament endnu stærkere.
Ungdomsøen er en fysisk ø, en platform og et fællesskab, som drives af unges engagement. Her mødes unge fra hele landet og udvikler projekter, de drømmer om. Siden øens åbning i 2019 har 750 frivillige, 50 partnere og 80.000 gæster været med til at gøre øen til det helt særlige sted og fællesskab, den er i dag. Med visionen om at være platform for de næste generationers vigtigste samfundsbevægelser er vores ambitioner tårnhøje.
Ungdomsøen søger en videnskonsulent, der skal være med til at højne Ungdomsøens faglige fundament og samfundsrelevans. Vi leder efter dig, som er god til at opsamle læring, kan se og dokumentere sociale forandringer blandt unge og kan formidle viden til mange forskellige målgrupper.
Dine arbejdsopgaver vil primært være at:
- dokumentere Ungdomsøens effektmål og succeskriterier
- se bevægelser og nybrud og indsamle viden til brug for metodeudvikling og skalering
- oversætte data og analytiske indsigter til målrettet kommunikation til eksempelvis unge, organisationer eller fonde
- dele og forankre viden hos Ungdomsøen og eksternt hos vores samarbejdspartnere og andre organisationer
- være ansvarlig for at indsamle viden om brugernes oplevelse af Ungdomsøen og vores aktiviteter gennem undersøgelser, interviews, fokusgrupper og deltagerobservation
- at holde organisationen opdateret på nye ungetendenser, samfundsbevægelser og engagementsformer
- sætte den faglig retning for Ungdomsøens ungetilgang i samarbejde med dit team
- støtte fundraisings- og udviklingschefen med at skrive fondsansøgninger og udvikle nye ungerelevante projekter
- repræsentere Ungdomsøen eksterne gennem oplæg, netværk og paneldebatter
- koordinere arbejdet for og fagligt lede en studentermedhjælper.
Vi søger en kollega, som:
- har færdiggjort en kandidatuddannelse indenfor eksempelvis pædagogik, sociologi eller antropologi
- har et solidt teoretisk fundament om inddragelsesformer
- har viden om og erfaring med at stimulere engagement
- har erfaring med både kvalitative og kvantitative metoder til dataindsamling
- har et skarpt analytisk blik og er god til at holde overblik
- er en god formidler, der formår at målrette formidling til forskellige målgrupper og er klar på at nytænke det klassiske rapportformat
- er vant til at agere i sammenhænge, hvor improvisation og fleksibilitet er et grundvilkår
- vil trives i et job, hvor der til tider vil være aften- og weekendarbejde
- er struktureret og trives med at arbejde selvstændigt
- har minimum tre års erfaring fra en stilling, hvor du har arbejdet indenfor nogle af ovenstående områder.
Om Ungdomsøen
Ungdomsøen er en unik og visionær platform for aktiviteter og projekter skabt af, for og med unge. En fysisk ø midt ude i Øresund, som er en blanding mellem en højskole, et ungdomshus, et makerspace, et shelterområde og et gemmested langt fra hverdagen. Her tør vi drømme stort, eksperimentere med alternativer, skabe møder mellem forskellige mennesker og fejre fællesskabet – også når vi fejler. Ungdomsøen er samtidig et sted i rivende udvikling. Det betyder, at der ikke er meget, der hedder plejer, og du skal kunne trives i at være en del af den udvikling og kunne sadle om, når vi sammen med unge, partnere, fonde og bestyrelse skaber og genskaber retningen for Ungdomsøen.
En del af Team Engagement
Du bliver del af Team Engagement på syv medarbejdere, som gennem frivillighed, partnerskaber og viden arbejder for at understøtte og styrke unges engagement i samfundet. Vi udvikler aktiviteter for unge og skaber gode rammer for, at unge og partnere selv kan lave projekter på Ungdomsøen. Vi hjælper hinanden og koordinerer ugentligt, men arbejder med hvert vores område og forventer derfor også, at du kan løbe med egne opgaver. Du vil samarbejde tæt med udviklingschefen og direktøren om Ungdomsøens faglige retning og med en studentermedhjælper i forhold til evaluering og analyse.
Det lavpraktiske
Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid er 37 timer. Opstart 1. juni 2023. Der vil i et mindre omfang være aften- og weekendarbejde samt sjældne behov for at skulle overnatte på Ungdomsøen. Løn efter kvalifikationer.
Din arbejdsplads er på både Spejdercenter Holmen på Arsenalvej 10, 1436 København K og på Ungdomsøen.
Ansøgningsproces og frist
Send én sides motiveret ansøgning, hvor du meget gerne må svare på disse to spørgsmål:
- På Ungdomsøen vil vi gerne blive bedre til at evaluere og bruge læring aktivt i udviklingsprojekter. Hvordan vil du indsamle viden om Ungdomsøens erfaringer med ungeengagement og forankre den i organisationen? Hvordan vil du sikre, at vores viden bliver delt eksternt?
- Hvordan vil du engagere unge til at have mod, turde at drømme og til at sætte aftryk på vores samfund?
Send derudover dit CV og en kort profiltekst på et par linjer. Der er ansøgningsfrist den 11. april 2023. Du ansøger via QuickApply-ansøgningsknappen ”Ansøg”.
Vi holder første samtale den 18. april og eventuelt anden samtale den 25. april. Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Ungdomsøens udviklingschef, Lasse Jensen, på lasse.jensen@ungdomsoen.dk.
Ungdomsøen ønsker at afspejle samfundet. Derfor opfordrer vi alle, uanset køn, alder, religion, handicap og etnisk baggrund, til at søge.
Vi glæder os til at læse din ansøgning.
Jobbet søges via QuickApply på Jobindex: https://www.jobindex.dk/jobannonce/475013/videnskonsulent