YouTube-redaktør og projektleder søges til barselsvikariat
Leder du efter et job, hvor der ikke er langt fra idé til handling, og hvor du hver dag oplever stor variation i dine opgaver, så læs med her. Kommunikationsafdelingen på IT-Universitetet i København søger til et barselsvikariat en YouTube-redaktør og projektleder, der kan lede og udvikle kommunikationsprojektet Tænk i Tech.
Om projektet
Tænk i Tech er et kommunikationsprojekt, der har til formål at motivere og inspirere unge mellem 16 og 21 år til at tilegne sig IT-færdigheder. Det gør vi ved at introducere dem for unge med forskellige baggrunde, fremtidsdrømme og interesser, der alle har det til fælles, at de læser på en af IT-Universitetets uddannelser.
Via YouTube, Instagram og workshops viser vi bredden af de muligheder, kompetencer indenfor IT giver. Indholdet bliver lavet af projektets syv studenteransatte, der laver vlogs, reportager og tutorials med udgangspunkt i deres faglige hverdag, ligesom de står for vores undervisningsaktiviteter.
Projektet er financieret af Novo Nordisk og løber fra 2020 til udgangen af 2023.
Om stillingen
Som YouTube-redaktør og projektleder er dine kerneopgaver at sørge for samarbejdet og koordineringen med projektets studenteransatte, vores content creators. Du bliver ansvarlig for mixet af indhold på vores kanaler og for sammen med den enkelte content creator at idéudvikle og sparre på videoindholdet i processen fra idé til godkendelse og upload.
Projektets kursus- og workshopdel er i fuld udvikling, og en af dine opgaver bliver at bidrage til udviklingen og driften af det sammen med projektets content creators. Du får yderligere ansvar for kontakten med eksterne samarbejdspartnere på kursus- og workshopsdelen.
I det daglige kommer du både til at arbejde tæt sammen med projektets studenteransatte (content creators) og med resten af Kommunikationsafdelingen.
Derudover består de daglige opgaver i:
- Overvåge og monitorere YouTube-kanalen
- Idéudvikle og kontakte potentielle medvirkende
- Sparre individuelt med projektets content creators
- Sørge for teamets og projektets sammenhæng ved redaktionsmøder og udvalgte workshops
- Online annoncering af projektets tilbud.
Om dig
Vi har naturligvis en lang ønskeliste over kompetencer til vores kommende projektleder. På den står der blandt andet, at vi leder efter en kandidat, der:
- Har en relevant uddannelse indenfor journalistik eller kommunikation
- Kommer med konkrete færdigheder indenfor videoproduktion med hands on erfaring i hele processen fra planlægning, til optagelse og redigering
- Trives i at selv definere sine opgaver på baggrund af, hvad projektet og projektets content creators har brug for
- Kan holde overblik og strukturere forskelligartede opgaver og være klar til at sadle om, når en anden opgave kræver det
- Samarbejde med projektets content creators og få dem til at performe bedst muligt, samtidig med man kan tage lederskab
- Kunne lide at komme med gode idéer og så afprøve dem right away.
Derudover er vi nysgerrige på at høre hvilke kompetencer og erfaringer, du kan bidrage med, som vi måske endnu ikke har fået øjnene op for.
Ansættelse og aflønning
Aflønning og øvrige ansættelsesforhold sker i henhold til overenskomst mellem Finansministeriet og relevant organisation. Der vil være mulighed for forhandling af tillæg efter kvalifikationer.
Arbejdstiden er 37 timer pr. uge. Vi har flekstid.
Vikariatet ventes besat den 15. april 2022 eller hurtigst muligt herefter. Vikariatet løber til medio december 2022 med mulighed for forlængelse.
Yderligere information
Oplysninger om IT-Universitetet kan ses på www.itu.dk. Kontakt projektleder Anna Ahlbom, hvis du har yderligere spørgsmål til stillingen på mail aahl@itu.dk eller telefon 20605738.
Ansøgningsprocedure
Stillingen kan søges igennem vores e-rekrutteringssystem. Søg ved at trykke på knappen ’Søg stilling’ nederst i stillingsannoncen på vores hjemmeside: www.itu.dk/stillinger
Ansøgningsfristen er den 28. februar 2022 kl. 12:00.
Samtaler forventes afholdt i ugerne 10 og 11. ITU benytter test i forbindelse med vores rekrutteringsforløb.
IT-Universitetet ønsker at afspejle et internationalt miljø og ser mangfoldighed som en ressource. Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen uanset personlig baggrund.