Kunstværter til ARKENs publikumsaktiviteter
Vil du være med til at skabe sanselige, inkluderende og engagerende møder mellem mennesker og samtidskunst? ARKEN Museum for Samtidskunst søger kunstværter til museets værksteder og publikumsaktiviteter med særligt fokus på ARKEN Kids og åbne workshops for et bredt publikum.
Som kunstvært bliver du en central del af den oplevelse, gæsterne møder i værkstederne. Du faciliterer kreative processer og samtaler, der inviterer børn, unge og voksne til at gå i dialog med kunsten – ikke for at finde de rigtige svar, men for at undersøge, eksperimentere og skabe sammen.
Om stillingen
Dine opgaver vil bl.a. være at:
- Varetage og facilitere ARKEN Kids og åbne værkstedsaktiviteter
- Skabe trygge og inspirerende rammer for deltagelse og fordybelse
- Introducere gæster til værkstedets aktiviteter og koble dem til museets aktuelle udstillinger
- Indgå i dialog med børn, unge og voksne om kunst og kreative processer
- Bidrage til klargøring og vedligeholdelse af værkstedsrummene
- Deltage i opstartsmøder ved nye udstillinger sammen med resten af teamet i ARKEN Learning & Community
Stillingen er timelønnet med varierende arbejdstider. Vagter ligger primært:
- Weekender og alle skoleferier i forbindelse med ARKEN Kids (typisk kl. 08-13)
- Weekender og alle skoleferier i forbindelse med værkstedsaktiviteter (typisk kl. 9-17)
- Torsdag aften i forbindelse med værkstedsaktiviteter (typisk kl. 15-21)
- Øvrige arrangementer kan forekomme
Om dig
Vi forestiller os, at du:
- Er under uddannelse inden for kunst, design, kunsthistorie, kulturformidling, læreruddannelsen eller har anden relevant baggrund
- Har interesse for samtidskunst og lyst til at arbejde undersøgende og eksperimenterende med kunst
- Har flair for værtskab og kan møde forskellige målgrupper i øjenhøjde
- Gerne har erfaring med værkstedsarbejde, facilitering eller undervisning
- Trives i dialog med alle aldersgrupper og kan skabe nærværende relationer
- Kan formidle på dansk og på engelsk
- Er ansvarsbevidst, imødekommende og god til at bevare overblik
Det er en fordel, hvis du har erfaring med kreative processer og materialer, men det vigtigste er din nysgerrighed, dit engagement og din lyst til at skabe gode møder med publikum.
Vi tilbyder
- Et lærerigt, udfordrende og afvekslende job i et dynamisk og inspirerende museumsmiljø
- Relevant erfaring fra et af Danmarks største museer for samtidskunst
- Faglig udvikling og sparring i et engageret team i ARKEN Learning & Community
- Mulighed for at arbejde tæt på samtidskunstens praksisser og skiftende udstillinger
Lyder det som noget for dig?
Send din ansøgning og CV til christina.toft@arken.dk senest onsdag d. 18.03.2026 kl. 12.00. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Christina Toft, Public Engagement Designer.
Samtaler forventes afholdt i uge 12-13 2026. Opstart fra slut marts/start april.
Vi opfordrer alle uanset køn, etnicitet, alder eller handicap til at søge stillingen.
Der skal kunne fremvises ren straffe- og børneattest som forudsætning for ansættelse.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Bliv en del af ARKEN
Vidste du, at ARKEN er Danmarks største museum for samtidskunst? ARKEN ligger naturskønt ud mod Ishøj Strand og rummer 13.500 m2 kunstudstillinger, som både omfatter ARKENS egen samling af kunstværker og skiftende udstillinger, ca. 5-6 udstillinger årligt, som overlapper hinanden. Huset er dynamisk med arbejdende kunstnere, kunstværker, installationer, film, omvisninger samt events og arrangementer – og det rummer også butik og café. Museet har ca. 55 fastansatte og 55 timelønsansatte medarbejdere.
ARKEN er en selvejende institution med en bestyrelse som den øverste myndighed, mens direktør Johan Holten står i spidsen for den daglige ledelse.