Slots- & Kulturstyrelsen søger Vicedirektør til Kulturområdet

Har du lyst til at være med til at løfte den fortsatte udvikling af kulturlivet i Danmark?

Synes du det kunne være spændende at være med til at lede en organisation, der er i dialog og samspil med næsten hele kunst- og kulturverdenen fra kunsterne over museer til medievirksomheder? Eller at være med til at finde den rigtige balance mellem at passe godt på vores bygnings- og fortidsmæssige kulturarv og samtidig skabe rammer for liv og udvikling omkring den? 

Slots- og Kulturstyrelsen søger en vicedirektør til at varetage det strategiske ansvar for kulturområdet, herunder Danmarks kulturarv, kunststøtte, international kulturudveksling, medier, biblioteker, museer og folkeoplysning. Styrelsen står for administration af kunststøtten til teatre, orkestre, udstillingssteder m.v. og er sekretariat for Statens Kunstfond, der står for uddeling af støtte til kunstnere og kulturinstitutioner. Endvidere varetager styrelsen myndighedsopgaverne på bygningsfrednings- og fortidsmindebeskyttelsesområdet samt på museumsområdet. Endelig er styrelsen ansvarlig for administration af mediestøtten, herunder er sekretariat for Radio –TV Nævnet og Medienævnet.

 

Om jobbet

En af Slots- og Kulturstyrelsens primære opgaver er at passe på kulturarven og kulturen, og vi arbejder med den, så den løbende bevares, genfortolkes og videreudvikles. Som vicedirektør får du det strategiske ansvar – med 8 chefer under dig - for opgaverne på kulturområdet. Det betyder, at du skal være med til at:

  • Varetage ledelsesopgaven i tæt samspil med styrelsens faglige centre og enheder på kulturområdet i en organisation med dygtige og fagligt engagerede medarbejdere
  • Understøtte styrelsens strategi om fokus på kerneopgaverne, herunder effektivisering af opgaveløsningen og kvalitet i forvaltningen
  • Sikre faglighed og korrekt myndighedsforvaltning i en stor forretning med et budget på ca. 9,5 mia. kr.
  • Sikre og vedligeholde tætte relationer til Kulturministeriets departement

Som vicedirektør får du til opgave at udvikle organisationen og videreføre de initiativer, der er igangsat for at styrke synergier og samarbejdsrelationer på kulturområdet. Der arbejdes løbende med udvikling af digital understøttelse af tilskudsadministration og sagsbehandling, og du skal være med til at sikre, at ressourcerne udnyttes optimalt, og høj kvalitet opretholdes.

Du bliver medlem af vores velfungerende enhedsdirektion, der består af en direktør og to vicedirektører, som har fokus på strategi, organisationsudvikling og de overordnede linjer på hele styrelsens område. Vores arbejde har stor offentlig bevågenhed, og vi skal sikre gennemsigtighed, faglighed og innovation.

 

Om dig

Du har ledelseserfaring på strategisk niveau og et karriereforløb, der kan matche stillingen som vicedirektør og leder af ledere.

Du har indgående kendskab til myndighedsforvaltning og departementsbetjening.

Derudover forestiller vi os, at du

  • Har forståelse for den offentlige sektors vilkår og kan se muligheder og sammenhænge på tværs. Du kan spotte og definere strategiske udfordringer, både faglige og organisatoriske, og du kan udpege og stå i spidsen for de indsatser, der skal til.
  • Har gode samarbejdsevner og en åben og motiverende omgangsform. Du kommunikerer klart om mål, forventninger og beslutninger, og kan begå dig på alle niveauer.
  • Har stærke evner til at opbygge og lede samarbejde på tværs af enheder og fagligheder. Du medvirker til at skabe et stærkt team af ledere ved bl.a. at udvikle de chefer, der refererer til dig
  • Har en relevant akademisk uddannelse eller tilsvarende, gerne suppleret med en lederuddannelse. 

 

Vi tilbyder

Du bliver en del af en direktionen på en arbejdsplads, hvor fagligheden er i højsædet, og engagementet er stort. Vi har en stor faglig bredde – fra arkæologi og udbudsjura til havearkitektur og naturstensekspertise – og du kommer helt tæt på de udfordringer, der er forbundet med at forvalte de mange opgaver på området.

Vores kommunikation er ligefrem og åben, og vi har en stærk sparringskultur og et rart arbejdsmiljø.

 

Ansættelsesvilkår

Som vicedirektør refererer du til direktøren for Slots- og Kulturstyrelsen, som har det overordnede ledelsesansvar for hele styrelsen.

Stillingen er klassificeret i løngruppe 2 (svarende til lønramme 38) og hertil lægges åremålstillæg, kvalifikationstillæg og pension. Ansættelsen vil ske på åremålsvilkår for en periode på 6 år.

Det er en betingelse for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen under ansættelsen.

Stillingen ønskes besat pr. 1. oktober 2022.

 

Information og ansøgning

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til direktør for Slots- og Kulturstyrelsen Jesper Hermansen på tlf. 40 38 60 85 / mail jehe@slks.dk.

Du kan læse mere om Slots- og Kulturstyrelsen på www.slks.dk.

Ansøgning sendes via det elektroniske ansøgningsmodul på www.slks.dk/job senest d. 10. august 2022.

Du bedes vedhæfte CV, eksamensbeviser og andre relevante bilag. Vi forventer at afholde første runde af samtaler i uge 33.

Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.